Af Stine Rahr Bruzelius

Mange danskere husker den 14. marts 2020. Det blev begyndelsen på den knapt to år lange coronapandemi i Danmark. Det træder frem som en tid med isolation, tests og restriktioner, men under overfladen også fortællinger om kontroltab og eksistentielle kriser. I denne udsendelse møder du Mette, der ligesom mange andre mistede den velkendte hverdag, og derudover mistede hun også sin mor til kræft. Noget skulle gøres, og det noget blev vinterbadning. Tag med på Mettes første tur i det iskolde vand.

Jeanne Philipsen lægger sig til rette på en måtte i et tipi telt. Det er en kold vinteraften, og hun befinder sig i en baghave et sted i Nykøbing Sjælland, hvor hun om lidt skal prøve en åndedrætssession, sammen med en veninde. Hun ved det ikke endnu, men den oplevelse kommer til at ændre alt.

Af Stine Rahr Bruzelius. 20 december 2024

Jeanne Philipsen åbner døren ind til det studie, hvor hun faciliterer åndedræts- og meditationssessioner gennem sit eget firma.  En lille entre med en enkel træbænk og knagerække adskiller hoveddøren og et stort højloftet studie. Med kig udover Øresund og Amagerstrandpark, formår de grønne plæner og støjdæmpende vinduer at overskygge støj og flimmer fra biler, der suser forbi ude på Amager Strandvej. Vejen ligger som en kile mellem studiet og Øresund, hvor en kunstigt etableret lagune kan anes ude i horisonten.

I hjørnet af studiet sætter vi os til rette på noget, der minder om en pallesofa, betrukket med stof og farverige puder. På en af puderne står der ’CHIL HERE’. Ved siden af står et lille, marokkansk inspireret, bord med turkise ben af træ. Bordpladen er udformet som en bakke med små indgraverede mønstre.

På jagt efter balance

Før Jeanne Philipsen træder ind i tipiteltet, er hun et sted i livet, hvor hun er på jagt efter noget, der kan skabe balance i hendes liv: ” Jeg er altid frisk på at prøve noget nyt inden for den verden, og jeg kunne mærke, at jeg skulle bruge noget ro og fordybelse til mit nervesystem”. Jeanne er generelt drevet af en trang til at præstere: ”Jeg har altid tænkt, at den ros og anerkendelse, jeg fik af at præstere, var tilstrækkelig til at give mig troen på at være god nok”. Jeanne hr dyrket forskellige interesser og uddannet sig som instruktør indenfor flere områder, der har til fælles at krop og hoved kan forbindes: ”Jeg har dyrket isbade, sauna, spinning og yoga, som i virkeligheden handler om at finde ro i mig selv. Det fandt jeg bare der i teltet. Åndedrættet var mit kald.”

Inde i tipiteltet ligger Jeanne sig til rette, og her i teltets tusmørke finder Jeanne første gang roen i sig selv: ”Jeg lå der, sammen med min veninde og otte andre deltagere, og anede ikke hvad jeg havde i vente. Da jeg vågnede op fra sessionen, havde jeg ikke spekuleret på, hvordan min veninde havde det eller hvad andre tænkte om mig. Alt blev forenet i at ligge der, fokusere på mig selv og etablere en ro, som slet ikke kan beskrives”.

Jeanne aner ikke, hvad hun går ind til, men oplever noget der minder om en åbenbaring:  ”Det er en svævende fornemmelse. Jeg har taget en del stoffer, da jeg var ung, så det var faktisk den verden, jeg mærkede, uden at havde taget noget i mange år”.

Hjem til sig selv

To år senere sidder Jeanne Philipsen sit eget studie og faciliterer åndedrætssessioner for andre, der måtte være på jagt efter balance eller bare træning i at bruge åndedrættet bevidst: ”Det er heller ikke alle, som synes det er fantastisk eller får den følelse af ro første gang, de lægger sig på måtten. Det er bare min historie”. Trods det benhårde arbejde i at starte et firma op, er Jeanne fokuseret på at holde fast i at det skal lykkes, og vejen frem er at holde fast i den gode energi, hun selv oplever at have fået etableret i mødet med sig selv:  ”Jeg har tænkt over om præstationstrangen viser sig igen i forhold et ønske om at alle mine kunder helst skal helst gå ud ad døren med en god oplevelse. Men det kan og skal jeg ikke styre. Den gode energi skal nok komme, når jeg har ro på.”

Som et punktum risler vandet oppe under loftet i studiet fra de mange rør, som afslører når der bliver skyllet fra et toilet i det lejlighedskompleks, som studiet er placeret i. Jeanne rejser sig fra sofaen og de bløde puder, der inviterer til afslapning. Hun går hende til de store vinduer og kigger ud over Øresund: ”Jeg arbejder som social- og sundhedshjælper ved siden af mit firma, så jeg har på mange måder et arbejde som handler om at gøre andre tilfredse. Hvor jeg står nu, er følelsen af at kalde sig selv hjem, og gøre noget jeg kan mærke giver mig den ro, jeg har manglet.”

Det er en ond spiral, siger forsker og centerleder ved Nationalt Center for PPR Forskning.

Af Stine Rahr Bruzelius 18. november

Flere og flere børn og unge mistrives i Danmark. Lærere i skolen oplever, at et stigende antal børn har behov for særlig støtte. Det viser en ny rapport ’Særlige behov i skolen’ fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (VIVE). Rapporten konkluderer, at lærerne især efterspørger kompetencer til at håndtere udfordringer forbundet med elever, der er udadreagerende, har skolefravær eller social og faglig tilbagetrækning.

På tværs af landets kommuner kan PPR konstatere et stigende pres på indstillinger til en pædagogisk psykologisk vurdering, PPV. En PPV er den skabelon, som kommunerne ved lovkrav skal anvende i forbindelse med støttevurderinger af enkeltbørn.

Mange forældre til børn i mistrivsel oplever, at de pædagogisk psykologiske vurderinger fremstår som den eneste vej til støtte og hjælp. Det er en ond spiral, der har udviklet sig over tid, siger Dorte Kousholt, der er forsker og centerleder ved nationalt center for PPR-forskning:

“Når presset på individuelle støttevurderinger stiger, så er der mindre tid til det forebyggende, og hvis forældrene til et barn i mistrivsel ikke oplever at få den rette hjælp og støtte i skolen, så kan de ende med at insistere på en udredning eller diagnose.”

” De forebyggende samarbejdsforløb er der, hvor PPR medarbejderen kigger på hele klassen, og ikke målrettet på Peter. Det handler om at undersøge, hvad der er på spil i klassen, som kan begrunde eller oplyse de problemer, skolen og forældrene oplever. Det forebyggende arbejde kan ikke overstås på en formiddag. Det er et mere åbent og udviklingsorienteret samarbejde. Det kan være svært at målbeskrive, og derfor kommer det ofte under pres.”

Presset på ressourcerne i PPR har fået børne- og undervisningsministeren til at nedsætte en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til regler på inklusions- og specialundervisningsområdet, skriver ministeriet i en nyhed på deres hjemmeside. Lovgivningen på inklusion- og specialundervisningsområdet skal have et større fokus på forebyggende tidlige indsatser og mindre fokus på individuel støtte til den enkelte elev. Formålet er, at flere elever kan udvikle sig fagligt og trives i almenundervisningen.

Fællesskaber består af enkeltbørn

Dorte Kousholt understreger opsummerende, at én dimension af opgaverne i PPR således er betinget af det politiske og lovgivningsmæssige niveau, som ekspertgruppen skal komme med anbefalinger til. En anden dimension er forståelsen af særlige behov:

”Kritikken af de individuelle vurderinger og interventioner er vigtig at tage højde for fremover. Men vi skal være opmærksom på ikke at lave en modstilling mellem den enkelte og fællesskabet. Fællesskaber består jo af enkeltbørn. Vi kan ikke forstå de enkelte børns reaktioner, hvis ikke vi undersøger, hvad der er på spil i de fællesskaber, de deltager i”

Både nationale og internationale studier viser, at forståelsen og vurderinger af særlige behov langt fra er entydigt defineret. Men det står klart, at fokus oftere er orienteret mod det enkelte barn som problemet frem for fællesskabet. Ambitionen for alle parter må være at forstå problemer som noget, der finder sted i en sammenhæng, siger Dorte Kousholt.

Ekspertgruppen ventes at komme med sine anbefalinger i første kvartal af 2025.

Baggrund: Børne- og Undervisningsministerens ændringsforslag i folkeskolens ordensbekendtgørelse skal bl.a. lette skolernes mulighed for at sanktionere eller iværksætte akutindsatser for en elev, der er udadreagerende eller gentagende gange, forstyrrer undervisningen. Over den seneste uge har det rejst bekymrende udmeldinger blandt fageksperter. I en fælles artikel udtrykker tre anerkendte skoleforskere, Børnerådet, BUPL og Danske Skoleelever en bekymring for, at ændringerne i ordensbekendtgørelsen vil forstærke straf af enkeltelever, i stedet for at fremme udvikling af skolens læringsmiljø til gavn for alle elever, forældre og medarbejdere. Ordensbekendtgørelsen er sendt til høring i Folketinget den 27. september med frist den 11. november. Mere viden om de konkrete ændringsforslag kan findes her (link)

Inde i 6.a. er klassen midt i anden time, da Jens for fjerde gang kaster en blyant efter sine klassekammerater og råber op, når læreren beder Jens om at holde sig i ro og stoppe med at forstyrre undervisningen. Det er en dagligt tilbagevendende hændelse. Nogle gange er det blyanter, der kastes. Andre gange er det skældsord. De nye ændringsforslag i ordensbekendtgørelsen skal gøre det muligt for skolen at handle hurtigere, hvis Jens handlinger fortsætter.

Lektor i Pædagogisk Psykologi ved Københavns Professionshøjskole, Lisbeth Diernæs, er ikke bekymret for, at de nye ændringsforslag vil give skolerne anledning til at gribe hurtigere til sanktioner og straf af enkeltelever. Til gengæld påpeger hun, må børneperspektivet gerne være tydeligere:

”Vi skal blive dygtige til at indhente børneperspektiver langt før, fordi det har en forebyggende effekt”

Børneperspektivet handler om, at de professionelle som minimum tilstræber at se situationen fra barnets perspektiv, siger Lisbeth Diernæs:

”Så får vi måske øje på at grunden til, at Jens han deltager i undervisningen, som han gør, har noget at gøre med, at han forsøger at komme nærmere nogle af hans klassekammerater, men han får nogle afvisninger, der gør at han så reagerer uhensigtsmæssigt”

Hvilke konsekvenser har det så, hvis skolen skruer op for sanktioneringsmulighederne uden at have børneperspektivet med? Forskning viser, at inddragelse af børnene øger deres motivation, ansvarsfølelse og medejerskab. Modsat kan en manglende inddragelse af barnet forværre den adfærd, som søges afhjulpet eller stoppet, fordi barnet føler sig overset og stigmatiseret. Børn har ofte værdifuld indsigt i, hvad der kan hjælpe dem. Her henviser Lisbeth Diernæs specifikt til den del af lovteksten, som i ordlyden hedder, at skolelederen skal vurdere om en elevs uhensigtsmæssige adfærd er forsætligt eller uagtsomt. Med en sådan formulering risikerer vi, at miste børneperspektivet af syne, siger hun.

”Det, som jeg stritter på ved den formulering, det er jo, at man ikke har børneperspektivet mere i spil. Altså at det igen er de voksne, der vurderer, hvad der er det rigtige. Det, jeg godt kunne tænke mig, var tydeligere i ordensbekendtgørelsen, det er jo, hvordan enten man i samarbejde med eleven eller som medarbejdere kan udforske barnets perspektiv på sagen”

Inddragelse af børns perspektiver kan gøres på flere måder. Med henvisning til professor i psykologi Hanne Warming kan …..

Når skolelederen så skal vurdere de konkrete handlinger og mulige tiltag, kan det gøres på et mere informeret grundlag, fordi det er undersøgt hvad Jens handling hænger sammen med.

Hvor meget tid må børn bruge foran skærmen? Og hvilke regler bør gælde for digitale spil og adgang til sociale medier? Skærmtid har været debatteret livligt det seneste år. Noget tyder på, at det ikke kun er børnene, som det har en effekt på.

Af Stine Rahr Bruzelius/ 16. september 2024

Den årlige rapport ”Medieudviklingen 2023” fra DR Analyse viser, at der er sket et fald i brugen af nyere medier, som Netflix og Facebook. 59 procent af den voksne befolkning over 15 år angiver, at de bruger Facebook dagligt i 2023. Det er 8 procentpoint lavere end i 2021. Måske tendensen kan ses følger af det seneste års markante fokus på de negative effekter af, særligt børn og unges, skærmforbrug? Noget tyder i hvert fald på, at danskerne har været overordentligt optaget af debatten om skærm.

Samme rapport tegner et billede af en absolut eksplosion af artikler, der indeholder ord som skærm, skærmpolitik, skærmregler mm. Måske er du selv en af dem, der ivrigt klikker ind på de artikler, og mærker den nagende tvivl over om dine børns skærmbrug er i overkanten.

Samtalerne om de negative følgevirkninger af skærmenes indtog i børne- og familielivet finder ikke bare sted hjemme i stuerne, men er flere steder et fast punkt på adskillige forældremøder i skoler og daginstitutioner. I 2023 lander snakken tillige inde på Christiansborg, hvor børne- og undervisningsministeren ved lov begrænser anvendelsen af skærm i dagtilbud for de 0-2 årige. I juli 2024 udkommer desuden ministeriets anbefalinger til skærmbrug i skolerne.

I rapporten “Medieudviklingen 2023” har børnene fået mikrofonen, og har fire anbefalinger til de voksne:

1. Lad være med at bruge telefonen, når I er sammen med os
2. Forklar os, hvorfor I bruger jeres telefon
3. Husk at spørge om lov, inden I tager billeder af os. Og ingen billeder på sociale medier, hvis jeg siger nej.
4. Lad os lave fælles skærmregler eller tilladte skærmperioder

Så selvom der kan skimtes en mulig tendens til, at flere og flere danskere anser skærmene som spild af tid, så mener 50 procent af de adspurgte børn, at deres forældre bruger skærmen for meget, når de er sammen med deres børn.

Tid er en dyrebar valuta i vores liv, og for mange forældre er tid netop dét, vi ønsker os mere af med vores børn. Så når det alligevel er vanskeligt at adskille familietid og skærmtid, må det oplagte spørgsmål være, hvad holder os tilbage?

Forældregenerationen af i dag har levet et voksenliv med mobiltelefoner og computere, og tilhører i stor udstrækning en gruppe, der primært læser nyheder på de digitale platforme, som Rasmus Kleis skriver i bogen “Hvad skal vi med nyheder?” Derudover foregår forældrenes kommunikation med skoler og dagtilbud primært på diverse apps, såsom AULA og Forældreintra.

Hvis du vil være en god forælder, er du med andre ord nødt til at være aktiv på de digitale platforme, fristes man til at sige. Lad os se om de begyndende tendenser til at bevæge sig væk fra skærmene, kan give anledning til at genindføre den lille analoge kontaktbog, som flere af os er vokset op med. Ikke desto mindre viser rapporten, at op imod hver anden dansker gerne vil sænke sin skærmtid.